Menu

Fremragende start for 1. holdet

Jacob Skov
04. april 2016 kl. 15:55
Forårspremieren i serie 2 bød på en overbevisende sejr for AIF

Søndag var lig med turneringsstart for AIF's serie 2 hold. Langeskov IF var værterne, og de var gæstfrie. Tak for det!

Kampen var således kun to minutter gammel, før AIF bragte sig i front. En fremragende dybdebold fra Allan Mikkelsen fandt Morten "Junior" Stenfelt, der på ægte angribermaner lagde bolden mellem benene på hjemmeholdets målmand. En perfekt start for holdet og det nye trænerteam med Morten Truelsen i spidsen.

De hvide fra Aunslev satte sig dermed på kampen fra start, og føringen blev udbygget kort efter, da Alexander Riedl (blot kaldet Riedl) omsatte en friløber.

Gult kort og venlig hilsen

Næste dramatiske højdepunkt fandt sted efter 32 minutter, da hjemvendte Anders Florczak fik en "ostemad" for at glide ind i målmanden på en 50/50-bold. De var ikke udpræget enighed med den kendelse blandt AIFs medrejsende supportere. Det gule kort blev dog ikke afgørende, og efter 38 minutter kunne Michael "Netto" Stenfelt stange 3-0 føringen i netmaskerne og sende en venlig hilsen ud mod tilskuerpladserne til Dennis "Dumle", som havde taget fri fra sin rolle som træner hos rivalerne fra SUB Ullerslev for at se sine gamle drenge i aktion. Oplægget stod brormand Junior for.

Det blev også 4-0 inden pausen, da unge Riesling udnyttede en stikning fra Netto. Riedl var igen på pletten 6 minutter inde i anden halvleg og scorde til 5-0 efter godt forarbejde af netop indskiftede Oliver Mønsted Laursen.

Anders Florczak gjorde det til tenniscifrene 6-0 efter 63 minutter, da han lagde den mellem benene på keeperen. 3 minutter senere fandt han med en fremragende førsteberøring Junior, som lagde på tværs til Brian Brandt, der fra kort afstand gjorde det til 7-0. Et flot angreb fra et velspillende AIF-hold.

Det gik stærkt mod et ellers godt kæmpende og afbudsramt Langeskov-hold, og Junior gjorde det til 8-0 efter 72 minutter.

Skurk blev helt til sidst

Så fik Netto ondt af værterne og forærede en friløber til dem efter en mislykket dribling. Den grønblusede angriber udnyttede tilbuddet, selvom Netto heroisk kæmpede for at nå tilbage og ryde op efter sin fejl. Det lykkedes ikke i situationen. Til gengæld kom han stærkt igen med kampens sidste scoring til 9-1 efter oplæg fra Riedl.

Kampen blev dermed en fremragende start på sæsonen, og træner Morten Truelsens store opgave bliver formentligt at få sine spillerne til at finde samme koncentrationsniveau til næste turneringskamp, som spilles hjemme på Aunslev Stadion på søndag kl. 15.00 mod Røde Stjerne.

Se billeder fra kampen i topmenuen Galleri her på siden. 

 

 

Luk