Menu

U15 drengene fightede sig til point på udebane

Jesper Elgaard Christensen
26. april 2016 kl. 23:36
Munkebo away. Den tur har i mange år været en fast del af 1. holdets kampprogram. I dette forår var det dog klubbens U15 drenge der skulle bide skeer med de gulblusede. Læs trænerens beretning fra kampen lige her.

Torsdag aften var det igen tid til kamp for Aunslevs unge kuld. Drengene skulle til Munkebo og kæmpe for Aunslevs blå/hvide farver. Og kæmpet det blev der!

Munkebo havde inden aftenens kamp gjort rent bord med to sejre og clean sheets, så hvis der skulle noget med hjem, skulle defensiven står stærkt.

 

Fra kampens start var det de gulblusede fra Værftsbyen der satte sig på tingene. Vores drenge var presset i bund de første 25 minutter, og ofte var der 21 mand på vores banehalvdel.

Munkebo kom dog ikke frem til de store chancer, da aftalerne og organisationen i den blå/hvide defensiv var helt på plads, som så ofte før. Efter det benhårde pres, kom drengene bedre med.

Vi stod stadig stærkt defensivt, og der begyndte at opstå nogle fine muligheder på omstillinger til frontløberne Hjalte Søholm og Simon Karlsson, dog manglede der præcision i den sidste aflevering.

 

I pausen blev der snakket om at vi stadig skulle stå kompakt og holde vores defensive aftaler, for så skulle vi nok få noget med hjem fra Munkenes Bo.

 

I anden halvleg kom vi langt bedre med. Vi begyndte at erobre bolden højere oppe på banen, og fik flere spillere med i vores angrebsspil.

Andreas Dalsgaard havde et fornuftigt langskudsforsøg. Simon Karlsson havde et par gode ryk på kanten, og på et af hans indlæg kort før tid, var Hjalte Søholm helt fri foran mål, men brændte på det skammeligste!

Heldigt for Hjalte dømte dommeren offside, ellers var klubikonet Knud Florczaks citat: "Du bliver fandme solgt til Hjulby" nok blevet brugt af cheftræneren.

 

0-0 endte det hele efter en virkelig krigerisk og solid defensiv præstation af "Aunslevs Fremtid".

Kampens spiller kunne være blevet flere i den stærke defensiv. Men valget faldt på Andreas Dalsgaard der med kloghed, og en fighterindsats uden lige på den centrale midtbane, flere gange brød Munkebos opspil.

 

Næste kamp er pokalopgør torsdag d. 28. April kl. 18:30. Vi møder hjemme Marienlysts Vest-2 hold som ligger 3 rækker over os. Vel mødt på Aunslev Stadion ;)

 

Du kan se billeder fra kampen lige her.

 

Luk